Mirakelprodukt

 photo kokosolie_zps3fb7qtry.jpg
Det seneste års tid har jeg sværget til kokosolie. Det kan bare bruges til så mange ting, og så er det meget budgetvenligt! Siden jeg kom hjem fra Paris, har jeg ikke haft brugt olien, men jeg kan mærke på min hud og mit hår, at jeg skal begynde igen. Denne har jeg købt i Kvickly til 40,-. Jeg har både prøvet denne fra Urtekram og den fra Irmas eget mærke, og der var ingen forskel, så bare køb den i finder først.
Jeg bruger det hver aften inden jeg går i seng, efter at have fjernet make-up, på min hud. Jeg varmer lidt op i hænderne, smører det på og lader det sidde natten over. Dagen efter er min hud dejlig blød! Og da olien er antibakteriel, hjælper det også til at få en pænere hud. Jeg bruger det også til mit hår, både som hårmaske og hårolie, da det er en af de eneste olier, der ikke bare ligger sig uden på hårstrået, men trænger ind og genopbygger. Som hårmaske putter jeg det i tørt hår og vikler en pose eller håndklæde om håret, og lader det sidde et stykke tid. Somme tider sover jeg med det i og så vasker jeg bare mit hår som normalt bagefter. Det kan godt være det er nødvendigt at putte shampoo i to gange, hvis du har haft meget olie i håret. Som hårolie putter jeg en LILLE smule i spidserne. Ikke for meget, for det kan nemt se fedtet ud.

Generelt er olien bare rigtig god at bruge til hud og hår. Så hvis du har problemer med eksem, tør hud, akne eller andet, så prøv kokosolie, inden du går ud og køber en masse dyre ting fyldt med kemikalier.
Derudover skulle det også fungere godt som make-up fjerner, til strækmærker, massageolie og som barbercreme.
Hvis i vil vide mere om hvad kokosolie kan bruges til, og hvorfor det er så godt, kan i blandt andet læse 101 ting her (engelsk side). Dog har jeg hørt både godt og dårligt om idéen med at bruge det som tandblegning, så det vil jeg anbefale jer lige at tjekke op på, inden i begiver jer ud i det.

Lidt om hår…

 photo haringr collage_zpstkuz5lwh.jpgSource: Pinterest

Jeg elsker hår og har altid gjort det. Det på hovedet vel at mærke ;-). Jeg er nok også blevet en del miljøskadet, eftersom min mor er uddannet frisør. Derfor tænker jeg tit på hvordan mit hår skal se ud og jeg har igennem tiderne haft meget forskellige looks. Alt lige fra kulsort til platinblond! Nu er jeg dog mere til det naturlige look og så er det jo heldigt, at moden er enig med mig (eller omvendt?).
Sidst jeg fik farvet hår var i november, så det er ved at være tid igen. I den forbindelse har jeg selvfølgelig gjort mig nogle overvejelser. Og jeg hælder rigtig til ovenstående farve. Den er ikke helt så langt fra den jeg har nu, men lidt lysere.
Faktisk synes jeg også, at pastelfarver til hår er SÅ fint! Dog er jeg ikke helt så modig som før i tiden, men har set på youblush, at man kan få en conditioner med farve. Måske man skulle prøve det?
Se lige hvor cool det her pastelblå hår er!

 photo blaringtharingr_zpstsbxkr07.jpgSource: Pinterest

Håber i får en god fredag og start på weekenden!

Fifty Shades of Grey

 photo fifty_zpsuhdzm6tf.jpg
I tirsdags mødtes jeg med disse to søde veninder til spisning og derefter biograftur. Vi skulle selvfølgelig se Fifty Shades of Grey. Man passer jo ikke ind, hvis man hverken har læst bøgerne eller set filmen. Ingen af os havde læst bøgerne, så vi kom ind i biografen uden de helt store forventninger.
Dog blev vi alligevel alle tre ret skuffede. Jeg havde troet, at den var mere voldsom, så jeg blev lidt overrasket over, hvor meget den egentlig bare handlede om kærlighed (igen, jeg har jo ikke læst bøgerne, så det er nok bare sådan historien er).
Derudover forstår jeg slet ikke hypen omkring Mr. Grey. Ja, han er da pæn og da sikkert også en sexgud, men jeg synes han har nogle personlighedstræk jeg slet ikke bryder mig om. Fx den ret ekstreme ejerfornemmelse han har over Ana. Det, synes jeg, er et kæmpe turn-off!
Jeg kommer i hvert fald ikke til, at sidde utålmodigt og vente på 2’eren.

Men udover den lidt skuffende biografoplevelse, havde vi en rigtig hyggelig aften og fik noget god mad. Og det opvejer jo alt :-).

Jeg vil sove pænt

 photo Sengetoslashj collage_zps1qeyvjk4.jpg
Efter at have luret lidt hos cillesunivers, kom jeg i tanke om det flotte sengetøj hos By Nord Copenhagen. Vi har dobbeltdyne herhjemme, så det kan godt være lidt svært, at finde noget pænt sengetøj. Heldigvis laver By Nord også deres designs i dobbeltdyne størrelse. Jeg er ret vild med dette sengesæt med rådyret. Det er dog lidt dyrt for en studerende som mig, så jeg har fundet lidt alternativer, som jeg er sikker på også ville pynte min dyne. Jeg har i forvejen et sort sengesæt fra Kronborg, som jeg synes er rigtig dejligt. Derfor ville det ikke gøre mig noget, at tilføje det hvide til samlingen. H&M Home har også nogle gode bud på fint sengetøj. Blandt andet det mørkegrå i hør, som jeg forestiller mig at man sover godt i. Og det lidt billigere alternativ i lysegrå, der er af bomuld.

De er i hvert fald tilføjet til min ønskeliste :-).

Slutspurten

 photo charlie_zpsf606b8e9.png
Når i ser dette billede, tænker i nok, at det her er et indlæg, der skal omhandle terrorangrebet i Paris d. 7/1-15. Men det skal det ikke. Den her slutspurt har nemlig ikke noget at gøre med mine meninger omkring det, eller at jeg vil have jer til, at tænke over noget.
Det handler derimod om et stort projekt for mig. Det sidste stykke inden målstregen, om man vil. Jeg er nemlig lige gået i gang med mit bachelorprojekt, der skal handle om det franske satiremagasin og tiden før, under og efter 7/1-15. Dermed bliver det også det sidste projekt (plus 2 andre eksaminer) i min uddannelse og til sommer er jeg, efter planen, færdig!
Okay okay, færdig kan man måske ikke kalde det, eftersom min plan er at læse videre efter sommerferien, men færdig med min bachelor så.

Hvorfor Charlie Hebdo? Fordi jeg på en eller anden måde føler mig forbundet til emnet efter mit udvekslingsophold i Paris, og fordi jeg synes det er spændende, hvordan sådan en krise påvirker en virksomhed.

Den største udfordring de næste 3 måneder bliver helt klart min manglende selvdisciplin! Jeg er ikke super god til at hanke op i mig selv, hvilket virkelig kommer til udtryk på tidspunkter som disse. Men så er det jo godt, at jeg har denne blog. Det er jo verdens bedste overspringshandling :D.
Så nu ved i, hvad der fylder mest i mit hoved lige for tiden, spændende ikke? Synes der er lidt langt til d. 18. maj…

Weekend Cake

 photo kage_zpsaf25eb8a.jpg
Jeg har haft en rigtig god weekend med masser af afslapning og god mad. Vi startede lørdag morgen med fødselsdagsmorgenbord hos J’s svigerinde, og så hyggede J og jeg ellers bare resten af dagen. Om aftenen lavede jeg noget god mad og en virkelig god brownie! Opskriften hedder så også ‘Verdens Bedste Brownie’, og der må jeg erklære mig enig. Samtidig er den meget nem, og dét er lige noget for mig.
I kan finde opskriften lige HER. Som det fremgår af billedet ovenfor, tilsatte jeg lidt Carte d’or vaniljeis, så kan det aldrig gå helt galt.

Som jeg nævnte i dette indlæg, var jeg til banko med min mor og søster igår. Og hvordan endte det så? Jo, vi gik alle tre tomhændet hjem. Så har vi da bare held i kærlighed jo.
Håber i får en rigtig god mandag!

Livingroom of my dreams

 photo stuecollage_zps8fe5758b.jpg
Sofa // Sofakompagniet, Coffee table // Hay, Tæppe // Ellos Home, Plaid // Himla, Vase // Lyngby Porcelæn, Gulvlampe // Ilva, Poster // DOT Denmark, Pude // By Nord

Hvis vi nu lige siger, at det var mig der havde vundet de 315 mio. i Lotto (måske jeg skulle begynde at spille, før jeg drømmer om at vinde..), så ville disse ting være i min stue i løbet af nul komma fem!
Som i kan se, kan jeg rigtig godt lide grå. I virkelighedens verden ville der nok komme nogle små ting ind, der kunne bryde det lidt, men i det store hele er det her et godt bud på min drømme stue.
Åh hvem der bare havde masser af penge!

Nu vil jeg gøre mig klar, skal til banko med min mor. Det er ikke noget jeg normalt gør, men det er nu meget hyggeligt, og så støtter man lokalsamfundet samtidig – win win! Kryds lige fingre for at jeg vinder en masse :D.
Hav en god søndag.

Udveksling #4

 photo pariscollage_zps9a5abc86.jpg
Dette bliver det sidste indlæg omkring udveksling i denne omgang. Læs de andre indlæg HER, HER og HER.

Den sidste tid i Paris havde jeg en meget blandet følelse. Jeg glædede mig til at komme hjem til min kæreste og familie, men tanken om, at jeg aldrig skulle bo i Paris igen, var ikke særlig sjov. Da jeg tog afsted på udveksling, vidste jeg, at jeg skulle hjem til jul, så der var en slut dato på det, hvilket nogle gange var meget rart, når jeg savnede det derhjemme. Men nu hvor jeg skulle tilbage til Danmark, vidste jeg jo ikke hvornår jeg ville komme tilbage til Paris igen. Og det ved jeg stadig ikke. Derfor var det meget sørgmodigt, specielt i den sidste uges tid. Under det meste af opholdet havde jeg været sammen med pigerne næsten hver dag, og nu skulle vi hjem til hver vores hverdag. Det føltes lidt som en lang og dejlig ferie, der var slut.

Jeg er rigtig glad for, at jeg tog afsted. Det har simpelthen givet mig så meget. Jeg har lært en masse ting om mig selv, blandt andet at jeg sagtens kan klare mig HELT selv. Det synes jeg er vigtigt, for så føler man sig lidt stærkere. Generelt føler jeg, at jeg på en måde hviler mere i mig selv, efter jeg er kommet hjem. Ja, kliché i know. Men det gør jeg faktisk! Som om jeg på en eller anden måde kender mig selv bedre, efter at have klaret en af de største udfordringer i mit liv indtil nu.
Jeg ved, at det ikke var alle, der troede på at det ville gå godt. Og da slet ikke at mit og J’s forhold ville overleve. Men vi var begge to helt sikre på det igennem hele opholdet. Det var aldrig et spørgsmål, om vi skulle blive sammen eller ej, for det skulle vi. Og det har styrket vores forhold rigtig meget. Jeg kan selvfølgelig ikke sige, at sådan vil det være for alle. Vi havde været sammen i over 4 år, da jeg tog afsted. Så derfor var vi meget sikre på os selv og hinanden.

En af de største grunde til, at mit udvekslingsophold blev en succes, er at jeg havde et godt sted at bo. Bevares, det var lille og gammelt, men dem jeg lejede det af var rigtig søde. Jeg havde hørt en masse skrækhistorier om at nogle var blevet snydt for en masse penge og at nogle udlejere bare er virkelig stride og udspekulerede. Så jeg var lidt nervøs for, hvordan det ville gå for mig. Jeg fandt selv mit værelse på Craigslist, men det er en meget uoverskuelig hjemmeside, synes jeg. Derfor fik jeg hjælp til at finde rundt i det.
Hvis du selv skal afsted, eller kender nogle der skal, vil jeg anbefale at i tager et kig på Eurasmus.dk. Det er en online platform, hvor man kan finde værelser i byer i udlandet. Udover at være behjælpelig med værelser, er der også praktikopslag og cityguides og det er selvfølgelig gratis.

Vil jeg så anbefale andre at springe ud i det og tage på længere udlandsophold? JA! Uden tvivl. Ville jeg selv gøre det igen? Hm nej. Jeg er glad for at have den oplevelse, men der er så mange andre ting jeg gerne vil, så derfor bliver det nok ikke til en omgang.
Og så til det vigtigste spørgsmål: Hvornår skal jeg til Paris igen? Snart forhåbentlig! Savner den by hver eneste dag og det vil jeg nok altid gøre. Derfor var det langt fra sidste gang jeg var der.

My obsession

 photo Pinterestcollage_zpsdebc66e6.jpg
Jeg elsker sociale medier og jeg elsker flotte billeder. Derfor er Pinterest simpelthen det perfekte medie for mig. En hulens masse flotte og inspirerende billeder samlet ét sted. Jeg kan godt lide at sidde og lave opslagstavler med billeder, jeg finder interessante.
Når jeg nu er så vild med mediet, tænker jeg, at jeg da ikke kan være den eneste? Jeg har samlet nogle af de billeder jeg bedst kan lide ovenfor, selvom det var lidt svært at vælge :-). Hvis i vil se flere billeder, synes jeg i skal hoppe ind forbi siden. I kan jo starte med at tjekke mine opslagstavler ud ;-).
I finder min profil lige HER.

Om at være gammel nok

Noget jeg tit tænker over, er, hvornår man er gammel nok. Ikke gammel nok til at drikke eller køre bil, men gammel nok til at være voksen. Til at kunne sige; ‘nu er jeg voksen!’. Hvad skal der til før man føler sig voksen? Jeg er 21 år, bor i egen lejlighed, har en kæreste, er snart færdig med min uddannelse og har et job. Men gør det mig til et voksent menneske? For jeg føler mig ikke sådan. Men jeg ved jo på den anden side heller ikke, hvordan det føles at være ældre. Jeg tror bare, jeg hele tiden har tænkt, at en eller anden dag, så vil jeg være voksen og så vil livet føles anderledes. Men som det ser ud nu, tror ikke den dag kommer. Måske fordi det kommer så langsomt, at man når at vænne sig til det og derfor ikke ligger mærke til det.
Jeg synes det virker skræmmende, at jeg om kort (eller lang?) tid sidder i et (mere) voksent liv. Jeg elsker at være studerende, men det kan man jo ikke være hele livet. På et tidspunkt skal jeg ud og bruge det jeg har lært, og så er der ikke nogle til at fortælle mig, hvordan jeg skal gøre. Så skal jeg træffe beslutninger ud fra de ting jeg har læst i bøgerne. Det skræmmer mig lidt, at man skal stå på egne ben på den måde.

For slet ikke at tale om børn. Jeg kan godt lide børn, og vil rigtig gerne selv have børn. Jeg glæder mig også til, at den dag kommer. MEN jeg kan jo ikke være nogens mor! At være nogens mor betyder jo, at man er den vigtigste person i et andet menneskes liv. At man er grunden til, at de lever, og at de bliver ved med det. Dét synes jeg også er skræmmende. Specielt fordi det er ved at gå op for mig, at der ikke lige pludselig kommer et lynnedslag og så er man voksen. Men at man forbliver den man er, og kun har det erfaring man selv har. Men mon ikke jeg klare den? Ligesom alle andre 😉

Det var bare lige lidt torsdags-tanker fra mig, som vil nyde min tid som studerende, inden det for alvor går løs med det der liv :-). For man kan jo aldrig komme tilbage i ens liv, desværre.

Older posts